Det tredje nyhedsbrev hedder:
Mad handler om mere end mæthed, og blev udsendt den 24. juni
Nyhedsbrevet er gengivet her nedenunder og mine kommentarer følger.
Kære Charlotte
Mad handler ikke kun om at
blive mæt. Det handler om valg, værdier og om, hvilken hverdag og
fremtid vi gerne vil give os selv og vores familie.
Desværre er
ultraforarbejdede fødevarer i dag blevet hverdag for alt for mange. De
fylder i skufferne, på tallerkenen og i statistikkerne over
livsstilssygdomme. De er billige, bekvemme og designet til at være
vanedannende. Men de er også tomme for det, vi egentlig har brug for:
ægte næring, ægte smag og ægte forbindelse til det, vi spiser.
Når man taler om mad i
dag, taler man alt for lidt om råvarer. Om vigtigheden af at kunne
skrælle en gulerod, koge en kartoffel, lave en simpel gryderet fra
bunden. Det lyder banalt, men det er det ikke. For det er i de
grundlæggende færdigheder og i kærligheden til råvarer, at vores
madkultur har sit fundament.
Problemet er, at vi
både individuelt og som nation er ved at glemme det. Det ser man
tydeligt i mange supermarkeders varesortiment og i danskernes
indkøbsvaner. Færdigretterne breder sig. Smagsstofferne overtager for
smagen. Og køkkenet er for mange blevet et opbevaringsrum for takeaway.
Vi har brug for et
opgør og et oprør. Ikke med forbrugeren, men med idéen om, at det ikke
kan være anderledes. For det kan det. Men det kræver, at vi alle gør
lidt mere for at genopdage glæden ved det enkle.
I alma madmarked er
vores mission ikke bare at sælge mad. Vi vil sælge ”mere liv”. Det gør
vi ved at fylde hylderne med gode råvarer i stedet for dårlige
ultraforarbejdede produkter. Ved at prioritere kvalitet over kvantitet.
Ved at fravælge det, vi ikke tror på, og i stedet fremhæve det gode, det
sunde og det skønne.
Det kræver mod at vælge det ægte i en verden, der konstant tilbyder det nemme. Men vi tror på, at det betaler sig. I sundhed. I livskvalitet. Og i mavefornemmelsen.
Så næste gang du står
med valget mellem en færdigret og en pose rodfrugter, så husk: Det
kræver lidt mere at lave mad fra bunden. Men det giver også meget mere.
Måske er det netop det, vi alle sammen trænger til.
Mange hilsener
Alfred Josefsen
Grundlægger af alma madmarked
|
| |
| | |
Mit store problem med dette her nyhedsbrev er det, der ikke nævnes, nemlig kødet. Fordi Alma giver mig ikke mere valgfrihed, "mere liv" der.
Jeg har af lyst, og på grund af intolerancer og allergier lavet mad fra bunden i mange år, Jeg har lært at skrælle en gulerod, koge en kartoffel og lave en simpel gyryderet, men jeg har også lært at rense en fisk og slagte og ordne en høne til suppegryden.
Men Alma er meget tavs, når vi kommer til kød og fisk. Det er nok både ideologisk betinget - se deres "
Madmanifest" punkt 2 og 5 - og betinget af, at de faktisk når det kommer til kød og fisk, ikke kan gøre det bedre end andre supermarkeder.
Når det nu er sagt, er vi helt enige. vi har brug for et opgør med takeaway, dyr halvfabrikata og "færdigmad". Det har jeg haft en hel artikelserie om under etiketten
Fra eget køkken.
Momsfritagelse eller -halvering på basisfødevarer ville være et gevaldigt skridt på vejen. De kan i Tyskland, og mange andre lande, hvorfor ikke her?
Og et sidste "gylp". Husk at mange
veganske alternativer er højt forarbejdede,. De indeholder ofte for eksempel ærteprotein (der også er allergent), risprotein, solsikke-lechitin, æbleekstrakt med meget mere.
Vi har brug for en eneste regel, når vi køber ind:
Kunne jeg selv fremstille det her i mit eget køkken? Hvis svaret er nej er det en ultraforarbejdet fødevare, og den bør ikke indgå i husholdningen på daglig basis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar