mandag den 9. marts 2026

Coop - et sidste gylp

I januar 2026 lovede Coop at optimere sine personlige tilbud. Hvordan er det gået med det?

Ikke godt. Man kan nu vælge op til 20 tilbud, men uden at de har skruet op for mængden af tilbud i den enkelte kæde, og uden at de 10 tilbud der er i hver kæde er blevet den mindste smule mere personlige.

Her er hvad der står på deres hjemmeside:

nøje udvalgt, og baseret på de varer, du køber mest af.

Det klinger efterhånden hult.
Lad os bare tage ugens 10 "Personlige tilbud" i Kvickly - der stadig er den eneste Coop-butik, jeg kommer i.


Egentlig ikke så ringe udvalg, hvis ikke lige det var fordi de fortæller mig at de personlige tilbud er nøje udvalgt, og baseret på de varer, du køber mest af  men lad os tage dem fra en ende af:
  • Änglamark olivenolie: Jeg køber godt nok olivenolie i Kvickly, men ikke den der, vi synes ikke den smager godt, og så er det jo lige meget, at den er billig. Forbier.
  • Änglamark bananer: Jeg køber aldrig bananer i Kvickly. Jeg køber de grønne uuru-bananer i Netto og har gjort siden de kom til landet. Forbier.
  • Änglamark citroner: Heller ikke. Jeg har ikke købt citroner i Kvickly i årevis. Nettos er billigere og bedre. Forbier.
  • Arlas A38: Ikke økologisk + Arla = nej tak, aldrig købt. Forbier.
  • Muscovadosukker - Ja tak - men jeg har altså lige købt.
  • Haribo slikposer: Jeg køber ikke slik i Kvickly. Selv på tilbud er kiloprisen (max. 177,78) væsentlig højere end Nettos normalpris. Forbier.
  • Änglamark oliven: Som deres olivenolie, smager de ikke godt, ikke købt i årevis. Forbier.
  • Irmas rejer: Ja tak - men jeg har altså lige købt.
  • Änglamark chokolade: De har plastfolie om chokoladen i stedet for alufolie. Det giver afsmag, så chokoladen smager af plast. Og smagen trumfer altså økologien. Forbier.
  • Änglamark køkkenruller; Ja tak - men jeg har altså lige købt.
Hvis de her varer havde været nøje udvalgt, og baseret på de varer, du køber mest af skulle jeg hver uge have nogle af disse varer at vælge mellem:
  • Thises mejerivarer, laktosefri yoghurt, fløde og cremefraiche.
  • Kød fra Poppelgrisen, Thise & ko, og lignende, og ikke det fra Änglamark, som er discountkvalitet til en højere pris,
  • Änglamark speltmel,
  • Cruesli,
  • Frossen fisk,
  • Ranas pasta (med skinkefyld)
Det er de varer, jeg køber mest af i Kvickly.

onsdag den 4. marts 2026

Take-away samfundet lever stadig

 Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) mener, at det er en vigtig undersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet tirsdag har offentliggjort, men de overordnede resultater ærgrer ham.

Jacob Jensen vil gøre op med danskernes usunde vaner og ønsker, at vi fremadrettet som nation forbruger flere lokale, danske råvarer.

- Vi bevæger os væk fra det og går i retning af et mere 'takeaway-agtigt' samfund. Det vil jeg gerne have ændret, siger han til TV 2.


Det er da ikke så sært, og det er ministerens eget bagland, der er skyld i miseren. Allerede i 2017 talte jeg om råvarer, convenience og færdigretter og konstaterede, at når ikke engang Fødevareinstituttet gav klar besked om hvad der var hvad, kunne vi ikke forvente at hr. og fru Jensen kunne finde ud af det.

tirsdag den 3. marts 2026

Kostråd, der ikke efterleves, virker ikke

En af de små nyheder, der putter sig mellem valg, Trump, Ukraine og andre uhyrligheder, er nyheden om at næsten ingen danskere lever efter de nye kostråd.

Lad os lige se på dem:
Kostrådene anno 2025
1. Spis planterigt, varieret og ikke for meget
2. Spis flere grøntsager og frugter
3. Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
4. Spis mad med fuldkorn
5. Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
6. Spis mindre af det søde, salte og fede
7. Sluk tørsten i vand

Hvor eller hvordan adskiller de sig fra de gamle kostråd fra 2013, 2009, 2005 og 1994, hvor vi havde en noget større compliance? Eller adskiller de sig overhovedet?

Fælles for alle kostrådene er, at de opstiller et ideal, der ligger over hvad den enkelte lever op til. Og så indtræffer den meget menneskelige effekt jeg kalder: "Så kan det også være lige meget!". Hvis jeg ikke kan efterleve alle kostrådene, så giver jeg bare op, det nytter nok alligevel ikke noget.

Det, der adskiller de nye kostråd fra 2025 fra alle de ældre, er at de er ideologisk baseret: Spis bælgfrugter - for klimaets skyld.
    Når man ikke engang kan få folk til at sortere deres eget affald i de bøtter, der står lige udenfor hoveddøren, hvordan kan man så tro på at de vil kaste sig over nye, spændende opskrifter, der smager af prut og bvadr, som én jeg kender sagde om bønner og bælgfrugter?
    Det føles som om den veganske dagsorden har fået lov til at have det afgørende ord. Kostrådene er ikke længere realistiske for de flaeste mennesker. En reaktion er, at gøre det modsatte, og det ser vi allerede nu. Der bliver spist og drukket mere sukker, flere snacks og flere kager end tidligere. Jeg mener, at en del af skylden skal findes i de totalt urealistiske kstråd.

Må jeg foreslå nogle nye kostråd:
1. Spis økologisk kød - ja du får råd til mindre kød, så ...
2. Spis flere kartofler (eller ris eller pasta, men helst kartofler)
3. Spis mindst tre slags frugt og tre slags grønt hver dag
3. Spis ikke mad med ting i, du ikke ved, hvad er (ultraforarbejdede fødevarer)
4. Lav mad fra bunden så ofte du kan
5. Lav en ny ret en gang om ugen, gerne med nye ingredienser og rester
6. Spis groft brød. Fuldkorn er ikke nødvendigvis kerner og frø, bare groft mel
7. Sluk tørsten i vand på hverdagene. Sodavand, øl og vin er til søndag og fest

Ja ... de minder totalt om, hvordan min mormor spiste. Det er gamle kostråd.



~  ~  ~  ~  Her er de ældre kostråd, hvis nogen skulle være nysgerrige  ~  ~  ~  ~  

2013
Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv
Spis frugt og mange grønsager
Vælg fuldkorn
Spis mere fisk
Vælg magre mejeriprodukter
Vælg magert kød og kødpålæg
Spis mindre mættet fedt
Spis mad med mindre salt
Spis mindre sukker
Drik vand

2009
Spis mere frugt og grønt – 6 om dagen
Spis fisk og fiskepålæg – flere gange om ugen
Spis kartofler, ris eller pasta og fuldkornsbrød – hver dag
Spar på sukker – især fra sodavand, slik og kager
Spar på fedtet – især fra mejeriprodukter og kød
Spis varieret – og bevar normalvægten
Sluk tørsten i vand
Vær fysisk aktiv – mindst 30 minutter om dagen

2005
Spis mere frugt og grønt – 6 om dagen
Spis fisk og fiskepålæg – flere gange om ugen
Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød – hver dag
Spar på sukker – især fra sodavand, slik og kager
Spar på fedtet – især fra mejeriprodukter og kød
Spis varieret – og bevar normalvægten
Sluk tørsten i vand
Vær fysisk aktiv – mindst 30 minutter om dagen

1994: De 7 kostråd
Spis meget brød og gryn
Spis frugt og mange grøntsager hver dag
Spis kartofler, ris eller pasta hver dag
Spis ofte fisk og fiskepålæg - vælg forskellige slags
Vælg mælkeprodukter og ost med lavt fedtindhold
Vælg kød og pålæg med lavt fedtindhold
Brug kun lidt smør, margarine og olie - og spar i øvrigt på sukker og salt

Kilde DR, Wikipedia, og Fødevarestyrelsen

mandag den 2. marts 2026

Coops "personlige" tilbud efter opdateringen

Så har vi haft ni uger med Coops nye tilbudspolitik. Er det så blevet værre eller bedre, eller er det det samme?

Lad os se på denne uges tilbud, der gælder fra søndag 1. marts til lørdag 7. marts.

Først en nyhed: Man kan nu vælge 20 tilbud i stedet for 10. Jeg kan på forhånd afsløre, at det ikke bliver relevant for mig.

Vi tager først de to helt umulige kæder:

Brugsen 
Der er ikke et eneste af deres 10 tilbud jeg ville vælge, og det er OK at der er sådan i en kæde, jeg aldrig handler i.

365 Discount
Hvis jeg kunne tåle kiwier, ville det være det eneste, jeg ville vælge her. Igen er det OK at der er sådan i en kæde, jeg aldrig handler i.


Så til de mere irriterende kæder. Først SuperBrugsen, en kæde hvor jeg ikke har sat mine ben siden min lokale lukkede i december 2023. Så lige meget hvor gode tilbud der er, vil det tage mig minimum 2 timer og koste ca. 36 kroner for rejsen derhen og hjem igen. Det gider jeg ærligt talt ikke.
    Og i denne uge føler jeg mig da heller ikke fristet:

SuperBrugsen
Hvis jeg tog derhen, ville jeg købe tre pakker rejer: (18 kr. sparet) og en pakke køkkenruller (12 kr. sparet); det vil sige, at jeg skulle bruge mindst 2 timer på at spare 30 kr. - det er da en dårlig timeløn ;)

Kvickly er den eneste af kæderne der ligger der hvor jeg normalt kommer, og hvor jeg køber ind, dog mindre og mindre efterhånden som de varer jeg kommer efter, udgår eller forringes uden at blive billigere.

Kvickly
Først de varer, jeg ikke valgte:
  • Rugmel: For 117. gang - mindst. Jeg hverken køber eller bruger rugmel, og jeg får den som personligt tilbud ca. 24 gange om året, det er næsten hveranden uge!
  • Øl: For 117. gang - mindst. Jeg hverken køber eller drikker øl.
  • Marabou-bar: Nej tak, jeg er laktoseintolerant, så ikke det mindste fristende her, heller ikke denne gang.
  • Økologisk rørsukker: Det er rent Økologi ... og  - og for dyrt. Selv på tilbud er det næsten tre gange så dyrt som almindelig sukker. Prøv med noget økologisk roesukker til en rimelig overpris.
  • Naturli' smørbart: Vi tager lige ingredienslisten: Rapsolie, vand, sheaolie, kokosolie, MANDELSMØR, salt, gulerodsjuice, emulgator (lecithin), citronsaft, naturlig solsikkeoliearoma. Der mangler ifølge mig en omgang store bogstaver her: GULERODSJUICE. Jeg kan ikke tåle gulerødder eller mandler, hvorimod helt almindeligt smør indeholder så lidt laktose, at det er OK i selv store mængder for mig.
  • Änglamark Granola: For ikke at tilsætte for meget sukker og bevare den søde smag, er ÆBLESAFTKONCENTRAT den 2. ingrediens på listen, så nej tak.
  • Änglamark æg: Vi har høns, og de er selv på tilbud dyrere end øko-æg fra discountbutikken, så nej tak.

Så dem, jeg valgte i denne uge; hele tre varer:
  • Pålægschokolade: Måske køber jeg en enkelt af hver, vi har lidt på lager, men de forsvinder måske, hvis jeg ikke gør, og så er der helt sikkert til påskefrokosterne.
  • Øko kylling: Også måske, vi har lige købt kylling i 'red maden'.
  • Pasta: Endnu en måske-vare.
Som man kan se, er det alt i alt en sørgelig omgang. Denne uge er desværre på ingen måde ekstraordinær, sådan har det været hele 2026.

Det, der undrer mig mest, er faktisk de mange, mange gengangere af varer, som jeg aldrig nogen sinde har købt. Hvorfor det?

Så som jeg har sagt så ofte før så vælger jeg alt, der måtte være relevant. Altså: er der bare der den mindste chance for, at jeg eller ægtemanden kunne finde på måske at stoppe det i kurven, så bliver det valgt. Så får vi da den besparelse med, men heller ikke i 2026 bliver de "personlige" tilbud noget, jeg kommer til at planlægge mine indkøb efter.