lørdag den 23. september 2023

Sorte supermarkeder

... og nej, ikke noget ulovligt her. Det drejer sig om farver og stemning i en supermarkedskæde nær dig og mig. I gamle dage var den gul - discountgul - med sorte dimser og dutter, gangene var lidt snævre og af og til rodede, men hyggelige. Og stemningen var  .. lettere kaotisk, men rar.
     Så byggede den ene efter den anden om, farverne byttede plads, alting blev grå-sort (antracit heder den farve vist) med gule dimser og dutter. Gangene blev brede, hylder og kølemontere lave og firskårne, loftet blev lavthængende og sortmalet, og  jeg fristes til at kalde det samlede indtryk let truende.

Og så musikken. Ret høj, og så bestående af alle de numre der ikke er nået ind på hitlisterne de seneste fem år. Hvorfor dog det? Dem der gerne vil høre musik mens de køber ind, har deres egne playlister med i lommen og deres earpods solidt plantet i øregangen. Vi andre der genne vil slippe for den grumme muzak ... vi kan altså ikke få en liste med "Stilhed tilsat de normale lyde i et supermarked".
     Hvorfor prøver de at skræmme kunderne væk? Før tussede jeg ofte rundt og kiggede på ugens sære tilbud, nu griber jeg en kurv, snupper de varer, der står på huskesedlen - heldigvis er layoutet stort set det samme fra butik til butik, så det går hurtigt - tjekker lynhurtigt reolen med datovarer og haster hen til kassen. Så håber jeg bare at køen ikke er for lang.

 -- 🟡 ◆ 🟡 ◆ 🟡 ◆ 🟡 ◆ 🟡 --

Før og efter logoer:

mandag den 11. september 2023

Helsinges fattigdom

     For nogen tid siden fik vi at vide, at Aldi i Hellsinge ville blive til en Rema 1000.
     Nu er der mere nyt. Den bliver til en 365Discount ... Coop har da totalt tabt realitetssansen her. Der ligger allerede én 365Discount ikke engang 1 kilometer længere henne ad vejen. Og den vil jeg ikke ligefrem kalde overrendt. Men de har ikke tænkt sig at lukke den gamle heller. Hvis ikke det er opskriften på at tabe penge, så ved jeg ikke hvad der er.