|
Mit regnskab giver et minus på 80 kroner - se noter nedenfor
1. Venligt og servicemindet personale samt selve indkøbsoplevelsen 0 kr
2. Bredt udvalg af økologiske varer inden for alle kategorier 25 kr
3. Ingen tobaksvarer og slik, når du venter i kassekøen 0 kr
4. Frugt- og grøntsagsmarked, som ofte er økologisk 25 kr
5. Ingen tilbud på slik, chips, sodavand, snacks, kager og lignende impulsvarer - 10 kr
6. Alma forsøger at inspirere vores kunder til et mere grønt og plantebaseret liv - 25 kr
7. Alma forsøger at holde de mest ultraforarbejdede varer ude af sortimentet. 10 kr
8. Minus varer fra de største internationale fødevarekoncerner, plus lokale varer 10 kr
_________________________________________________________________________
Resultat: 35 kr minus transport 115 hvilket giver et underskud på 80 kr
Det underskud var jeg så villig til at tage med, HVIS altså Alma havde det, jeg kom efter med noget større sikkerhed. For eksempel har den te, jeg kom efter, været udsolgt/i restordre de seneste fem gange, så er det lidt op ad bakke. Det ville også være rart, hvis jeg kunne købe andet end kaffe, te og en enkelt grøntsag i Alma.
Noter:
1. Jeg bor på landet, så forskellen i service og venlighed er ikke så enorm, og det er selvfølgelig rart, men slet, slet ikke det afgørende. Det er de varer, jeg i den grad savner, der er den altafgørende, væsentlige grund til at rejse til Alma.
2. Ja, selvfølgelig ville et bredt udvalg af økologiske varer inden for alle ville være skønt. Mit problem her er ALLE kategorier. Der er kun det samme kød og fisk (i økologisk kvalitet), som jeg kan få i de lokale supermarkeder, så værdien for mig her er rent hypotetisk.
- Og hvorfor er for eksempel jeres mysli så sådan noget ultra-stads med 117 underlige ingredienser? Der er ikke en ristet, basal, økologisk hverdagsmysli uden chiafrø, eksotisk vanilje, dyr chokolade, og 117 nødder. En, jeg kan spise hver dag og selv supplere med friske frugter og nødder.
- Jeg ønsker almindelig hvedepasta - ikke bønne-, linse-, fuldkorns-, eller alt muligt sært.
- Nogle ordentlige kiks - det er overraskende svært at få kiks uden nødder, cremefyld, chokoladeovertræk, karamel ... Nettos ØGO-kiks, er de eneste på markedet lige nu. De skotske kiks fra Irma er svært savnede. Et godt alternativ var Stockholms økologiske, men de er udgået.
- Det ville være fedt, hvis Alma begyndte at forhandle Poppelgrise nu Coop har opgivet det.
- I det hele taget: Gode, økologiske varer til en rimelig pris. Ikke de samme, jeg kan få i mit lokale supermarked til 10 kroner mindre posen.
3. Ligeglad med slik ved kassekøen, jeg køber alligevel kun slik når det står på huskesedlen. Og der ville det være rart med "almindeligt" slik ikke kun fornemme flødeboller.
4. Stort udvalg af grønt er herligt og meget værd, men betinget af at jeg kan få det kød/fisk, der er hovedingrediensen i mit måltid.
Det ville som sagt være alle tiders, hvis Alma forhandlede Poppelgrisen.
5. Ingen tilbud på chips og sodavand har negativ værdi, faktisk. Så skal vi jo bare i en anden butik alligevel. Vi køber kun chips og sodavand til fødselsdage, og der har vi brug for tilbud ... og det er så totalt dobbeltmoralsk at Alma stort set hver uge har tilbud på øl og vin.
6. Forsøg på at lære folk at spise mere plantebaseret. Høj negativ værdi. Jeg er intolerant overfor løg, bælgfrugter, stenfrugter, svampe og nødder, så plantebaseret mad - nej tak.
7. Forsøg på at holde de mest ultraforarbejdede varer ude af sortimentet. Det ville være herligt ... hvis de så ikke var fulde af nødder, bønner, ærteprotein og alt mulig hejs i stedet ... og ærteprotein er faktisk en ultraforarbejdet vare, ligesom de fleste mælke-, og kødalternativer.
- Spørg dig selv: Kunne jeg selv fremstille det her i mit eget køkken? Er svaret nej, er det højst sandsynligt en ultraforarbejdet vare.
8. Jeg er ikke så hysterisk med, hvor varerne kommer fra, der er for mig ikke nogen ekstra værdi i at de er danske eller lokale. Det, der betyder noget, er at de er økologiske, velsmagende og ikke fulde af alle de ting, jeg ikke kan tåle.
Som sagt, lige nu giver det stort underskud for mig. Jeg håber både for mig og for Alma at det vender.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar