søndag den 19. februar 2023

Supermarkeder og discount :: Polarisering og monopoler

Noget af det her er gentagelser, opsummering og tankeflugt. Uglen beklager.

Da vi i 1994 flyttede til Helsinges omegn, var der lige så mange supermarkeder i Helsinge, som der er i dag. Det var bare delvis nogle helt andre.

Dengang var der:
Irma, hvor vi, som vi var vant til fra tidligere, købte kød, mælk, yoghurt og meget andet.
Favør (senere SuperBest og Meny) var lidt en luksusbutik, og så var den dyr. Der kom vi kun efter specialvarer.
Kvickly, som den gang var mere en købmandsbutik, trods sin store størrelse. De havde alt muligt, også værktøj og den slags. Et af mine allerførste indkøb i Kvickly var en økse og 25 m. solidt hampereb - jeg skulle fælde et birketræ.
Netto, som vi ikke kom meget i, for det var elendig discount, alting stod i papkasser, der rodede og lugtede, og allerværst, de havde ikke noget økologi.
Suma overfor posthuset (som heller ikke er der mere). Det hed et discount-marked, men de havde nogle andre varer end de store supermarkeder, og det var altid sjov at handle der  (Suma lukkede i 2001).
Aldi, som lå langt fra centrum, og vi kom der stort set aldrig.

Vi handlede som sagt mest i Irma, Suma og Favør.
Og så handlede vi også i Brugsen i Græsted - der var økofrugt og -grønt nemlig billigere, når man var medlem af FDB, hvilket vi skyndsomst blev (Den er nu en 365discount efter en årrække som fakta).
Fra juli 1996 hvor Netto begyndte at sælge økologiske varer og især mælk handlede vi også der på trods af papkasserne, der langsomt forsvandt.


Standardisering og polarisering
Gennem årene er der sket en standardisering af varerne i de forskellige butikker. Det er lige meget, hvor jeg køber ind, så er det de samme varer i forskellig indpakning. Det er altså ikke bare noget, jeg forestiller mig. Vi snupper lige mælken i Rema1000 til at illustrere med:

Det virker det jo som om Rema1000 har masser af forskellig mælk. Arla, Yoggi, Kløver og Tusindfryd. Men det er altså ét mejeri alt sammen. Det er Arla. Og de andre navne er dels gamle mejerier, op købt af Arla (Kløver og Mejse), dels private labels, (Tusindfryd, Engvang, Gestus, First Price) alt sammen produceret af Arla*).
     Hvis man er i tvivl, kan man altid tjekke mejerikoden på kartonen, M187 til M233, oftest M210 (Slagelse mejeri) her på Sjælland, er Arla, lige meget hvilket varemærke, der så står på emballagen.

For øvrigt så er:
M 306 Øllingegaard.
M 123 Thise, der også står bag 365 og Irmas.
M 302 Naturmælk, der også står bag Løgismose og Øgo (Netto) og Salling Øko ( Føtex & Bilka)
M 180 Løgismose Mejeri.



    Enten-eller-puklerne 
Og så er der jo  den der underlige polariserende tendens, som jeg i mit stille sind kalder Discount eller bling. Nok engang må Rema1000 og mælken dér holde for.
     De har som vist før, masser af Arlas mælk og så har de mælk fra Gram slot i poser. Det er ikke fordi den der Gram slot mælk er meget dyrere, og så alligevel. En krone pr. liter, hver dag, året rundt, det kan altså godt mærkes i en stor familie. Og så er der et større spild. De der fancy poser, altså! Det er det, jeg mener med bling.
     Hvorfor har de ikke også almindelige kartoner med en ordentlig, øko-mælk - og så måske lidt mindre af det der forskelligt-men-det-samme fra Arla?


Mælkeemballage - en digression:
Jeg er gammel nok til at huske, da mælkeflaskerne udgik. Alle de sjove og mindre sjove løsninger, Trekantede kartoner, brik-kartoner, poser, og så pure-pak også i to-liters udgaven. De fleste findes ikke længere og med god grund.
De trekantede var OK at hælde af, men de fyldte enormt i køleskabet, fordi de ikke kunne være i døren. 
Brikkerne - uf, de sagde SPLØB når man tog dem op og de var fulde, og hvis ikke man klippede helt nøjagtigt, hældte de i alle verdenshjørner.
Poserne ... jo hurtigere vi glemmer de katastrofer, jo bedre, selv med orange plastikholdere var de ikke til at tæmme.
Pure-pak vandt, som vi jo kan se, og med god grund. De hælder fint, de spilder for det meste ikke, og de er til at lukke igen. Nu fås de så med klamme, miljøsvinende skruelåg ... mon det ikke kun er et spørgsmål om tid. To-liters var vist kun et sjovt forsøg. De krævede gode kræfter at hælde af, når de var fulde, i hvert fald ikke noget for børn eller ældre.


Tilbage på sporet:

Nu er der:
Kvickly, der er gået fra blandet landhandel til livsstilsbutik med discount-dagligvarer.
Netto, der er blevet en "sort" Netto med lidt højere priser. De har dog stadig frisk frugt og grønt pga. den forholdsvis store omsætning.
365discount (tidligere fakta, nybygget omkring 2000), Håbløs butik. Samme priser som i Kvickly, men dyster stemning, ringere udvalg, slatne grøntsager og kedelige frugter. Og hvorfor bliver udvalget af 365-økovarer mindre og mindre - jeg troede det var det, der var meningen med det brand, at det skulle sælges dér - økologi & discount. Men sidst, jeg var der, var 365 øko-smør væk, og ingen tom plads eller hyldeforkant. Den situation plejer at betyde at varen er udgået. Der var ikke nogen at spørge, og  da det var det, jeg kom efter, ville jeg ikke ulejlige manden i kassen.
Lidl  Nogle tyske varer. Jeg køber brezel, slik og kager. Men dagligvarer, næh, ellers tak.
Rema1000. Venlig chef, venlige ansatte, og gode planter. Men ellers discount eller bling!!! Arlas bras eller luksusmælk, og ikke laktosefrit. Det bedste der er deres store udvalg i grønten, hvor man af og til også kan finde økologiske radiser :) Ellers køber jeg kun müsli der. 
Aldi, Som snart bliver en Rema1000 og bare er blevet mere og mere elendig de seneste år.
Altså 5, snart kun 4 discountmarkeder og et halv-discountmarked. For Kvickly Helsinge har, skønt det er Nordsjællands største Coopbutik ikke større udvalg i dagligvarer end den meget mindre SuperBrugs i Blistrup - eller sådan har det i hvert fald været indtil årsskiftet, hvor SuperBrugsen pludselig manglede en hel del varer, de var enten udsolgte, udgåede eller blev bare ikke leveret.

Digitalisering og monopoler - endnu en digression.
En lørdag var jeg så i Netto i Blistrup (den ligger dør om dør med den nævnte SuperBrugs - og meget sympatisk deler de indkøbsvogne). Der var ikke mere af den mælk, jeg kom efter. Det har der ikke været 4 ud af 5 gange det sidste års tid, så jeg hev fat i en venlig og vidende medarbejder og fik at vide at de ikke selv styrede det der med bestilling af varer, det gik automatisk via EDB - samme besked, som jeg for øvrigt fik i Aldi.
     Det er den slags, der er fremtiden for os alle, hvis ikke vi kæmper imod. Måske bliver jeg nu lidt konspiratorisk, men kan "de store" mon så ikke lige betale lidt ekstra for at der bliver bestilt lige lidt i underkanten af de små mejeriers mælk?
Jeg gik, uden at købe mælk ...



- - - - - - - - - - - - - -

*) Skulle du være i tvivl, om jeg har ret, så se denne pressemeddelelse fra Arla selv:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar