tirsdag den 27. februar 2024

SuperBrugsen blev til en Spar

     Vores lokale SuperBrugs er nu lukket og genåbnede som en Spar i februar 2024.
     Før i tiden var Uglen ofte derude. Hver uge, ofte tiere, for det var bekvemt med Brugsen og Netto lige ved siden af hinanden, og så havde Brugsen bare de bedste kager. Men så blev Netto til en "sort Netto" med meget høj musik. Brugsen skiftede til en ringere bager, og nu er den så blevet til en Spar.
     Uglen var derude og tjekke den ud sidste torsdag. Det var dyrt! men den havde faktisk et ret pænt udvalg - kun ikke laktosefrie mejerivarer til mig. Hvor Coop har Thise og Arla, har Spar Øllingegaard og Arla. Ingen af dem har laktosefrie produkter jeg kan bruge. Arla tilsætter carageenan eller johannesbrødkernemel til både yoghurt, creme fraiche og fløde, og Øllingegard har laktosefri minimælk, punktum. Så fra nu af kommer jeg kun derud hvis jeg hverken skal have mejeri eller bananer (som de ikke har i Netto-ved-siden-af) eller müsli eller ting til madkassen eller brød og kager, eller i øvrigt noget der kun kan købes i Helsinge.
     Det bliver nok til en gang om måneden, hvor jeg vil komme og købe en til to pakker kød og to liter pære/banan-yoghurt til et af børnene. Det kan han ikke leve af, så jeg håber at der er andre, der vil komme tiere.

fredag den 23. februar 2024

Alt sammen det samme

Behøver vi flere beviser for at alle varer fremstilles på én fabrik og derefter bare emballeres forskelligt?

Hvis ja, så læs her: Fødevarestyrelsen - Risiko for metalsplinter i chokoladecookies

Hele tilbagekaldelsen er som skærmdump nedenuder (klog af skade - nyhederne forsvinder nemlig efter ca. 3 år), men den vigtige del er her:


mandag den 29. januar 2024

Jamen, sikke da et tilbud!

Fordi der var 5 tilbud i Kvickly i uge 4 jeg kunne finde på at vælge - nemlig dem her -
kiggede jeg rundt i de andre kæder i Coop for at se, om jeg kunne få fuld plade.

De her tre ville jeg have valgt, hvis altså lige der lå en Brugs tættere på end 1½ time med bus og tog,
men 5 + 3 er stadig kun 8, så jeg fortsatte ...

Da jeg så nåede ned i bunden til 365 så jeg det her tilbud

Jeg måtte klikke billedet større, for at se, om jeg så rigtigt. Det gjorde jeg altså.
Jeps! Jeg ville spare hele 80 øre på en halv liter fløde, hvis jeg gad gå i 365! Det er da fantastisk, ikke sandt?

"Forbehold  for tastefejl" Mon det her er en af dem?

tirsdag den 2. januar 2024

Nytårskrudt

 Mens jeg sidder og skriver, kigger jeg på tre bordbomber og en rulle serpentiner. De ser egentlig festlige ud, sølvglitrende og fine, og bordbomberne rasler oven i købet, så der er ikke bare konfetti inden i.
     Men vi havde ikke lyst til at fyre dem af - de tre er resterne af en pakke på fire, og så havde vi købt én stor. Vi fyrede først den store af. Den spruttede og sagde så "Flupp!" Ikke noget stort brag, ingen regn af konfetti, flag og småting, indholdet hang bare lidt ud over kanten af bordbomben.
     Så tog vi en af de små. "Flupp" igen og samme resultat. Det er ligegodt pokkers at der ikke er krudt nok i sådan en tingest til at løfte en smule konfetti - og stemningen - den ene gang om året.

Serpentinerne ... det var lidt det samme princip, en rulle semi-perforeret 'sølv'papir. Så når man hev en serpentin af rullen, fulgte indmaden fra hele rullen med ud.


For nyligt har jeg set konkurrencesamfundet beskrevet som en konkurrence om hvem der kan sælge mest og billigst bras til flest. Jeg begynder at tro på at det er den helt rigtige definition.

-- 🎇 --

I år kom jeg ikke ud og købe fontæner, raketter, batterier eller den sags. Det er IKKE af ideologiske årsager, snarere tværtimod, jeg vil hellere end gerne fyre af for at fordrive det gamle års dæmoner og byde det nye år velkommen. Men det er bare så besværligt. Jeg skal allerhelst bestille på nettet i forvejen, og så vandre halvvejs ud ad byen, ud i industrikvarteret får at få det, stå i kø på en mudret og regnvåd mark  ... Heldigvis har jeg masser af mere vejrbestandige naboer med bil, så der var virkelig meget og flot fyrværkeri at kigge på natten igennem.

tirsdag den 26. december 2023

365discount

Af nysgerrighed tjekkede jeg lige ugens "personlige" tilbud i 365discount (uge 52).
     De kan godt nok ikke være særligt personlige, for jeg har ikke købt andet dér end en pakke servietter til en femmer, siden de skiftede navn og vareudvalg.
     Men ugens "personlige" tilbud er faktisk, hvad jeg forestillede mig, da konceptet blev præsenteret: Økologi og discount.

     Nu er jeg så bare holdt op med at handle dér af flere grunde. Blandt disse grunde er de to vigtigste at
- da Fakta blev til 365, indsnævrede de vareudvalget, og det gik ud over præcis de økologiske varer, vi køber som standard, smør, laktosefri yoghurt og  fløde. Dem skal vi så i Kvickly efter.
- de varer vi køber, og som de stadig har, koster præcis det samme som i Kvickly 200 meter væk, så hvorfor gå to steder?

mandag den 18. december 2023

Lone Landmand skriver

Lone Landmand har en blog, hvor hun og Søren Sørøver i årevis har skrevet om ordentlig mad. Om mad, der smager godt, om mad der er lavet af råvarer.
Nu har hun begået et nyt indlæg, som jeg vil citere første halvdel af her:

Vores madkultur er i frit fald

Udgivet den 17. december 2023 af Lone Landmand

Håndmadder, pizza, burger og sandwich står øverst på danskernes menukort, når der skal ”laves” aftensmad, siger en ny undersøgelse. Færdigretter, take-away, halvfabrikata, tynd luft på flaske – det er, hvad det er – fis i en hornlygte. Det har intet at gøre med at lave mad. Ordentlige råvarer, tid, viden og kærlighed er de vigtigste ingredienser i et godt måltid, og det gør så morderligt ondt på mig, at færre og færre mener, at de har tid til at lave mad, altså rigtig mad, lavet fra bunden. Det er faktisk et udtryk, jeg har det pænt anstrengt med. Hvis man laver mad, så laver man det fra bunden. Smider man en frysepizza i ovnen, tømmer et glas Dolmio eller lignende, så laver man ikke mad – man tilbereder til nøds. Nu vil jeg sidde så højt på min hest, at jeg risikerer at falde af. Jeg er heller ikke for fin til at varme en frysepizza, men jeg husker stadig så godt, at det kun sker sjældent – for smagen af ligegyldighed huer mig ikke. Der er et kæmpe marked for kogebøger, samtidig med at alle tal viser, at vi laver mindre og mindre mad selv. Madbloggere i hobetal og supermarkeder, der leverer råvarer direkte til din hoveddør. Det har aldrig være nemmere og alligevel går det kun én vej. Ironisk nok virker det som om, at tiden, der ikke helt slår til i køkkenet, bliver ædt op på sociale medier med at se på mad og opskrifter.

Tænk en gang hvis gennemsnitsdanskeren brugte den tid i køkkenet, som de i dag bruger bag en skærm. Så ville vi blive en nation af gourmandiske dimensioner. Det er helt uforståeligt, at det vigtigste for vores overlevelse og trivsel har haft så lidt interesse gennem de seneste generationer. Ingen gider fedte med mormors papirsedler med sirlig skråskrift, som angav hvor mange dele dit og dat, der skulle i hendes favoritretter. Dengang var det sparsomt med kogebøger og vigtig viden gik i arv. Nu er den viden ved at gå tabt.


     Uglen mener at der nu ikke er noget galt med pizza, det smager fantastisk, hvis man altså selv ælter dejen, koger tomatsovsen, og arrangerer råvarerne smukt inden man drysser revet ost over og bager den på sin pizzasten, eller i en meget varm ovn. Og ja, vi bruger tomat-passata (flåede, purerede tomater), for vi har ikke så gode tomater i haven som de italienske, og at købe friske tomater og skolde, flå, mose og purere er for det første dyrt, for det andet står resultatet ikke mål med anstrengelserne (eller en god passata), fordi tomaterne stadig ikke er rigtigt solmodnede, så noget halvfabrikata er der god mening i - især hvis man ikke bor på en gård eller har en stor have.
     Det samme gælder vist for burgere, sandwiches og så videre.

     Men det med tiden, hvor er det bare lige i øjet ... og Lone Landmands undren over salget af kogebøger matcher min undren over hvide åbne køkkener, der ikke bliver brugt.

fredag den 8. december 2023

eTilbudsavis

     I busserne er der en skærm med oplysninger om busruter osv. og så reklamer. De er meget irriterende; heldigvis er der ikke lyd på, for så tror jeg måske jeg ville overveje at anskaffe en bil.
     Men - der er en reklame for en netside, der hedder eTilbudsavis, hvor man burde kunne finde tilbud på dit og dat. Jeg besluttede at teste, da det faktisk lød ret smart.
     Men nej. Selv om der er en afkrydsningsmulighed for butikker, så virker den ikke. Jeg kunne i hvert fald ikke få den til det.
     Se bare her. Selv om jeg har valgt at se tilbud fra Netto, Meny, SuperBrugsen, Rema, Kvickly og Irma, så er de øverste tre fra 365 og det nederste fra Spar. Det er de præcis samme, jeg fik uden at have valgt nogle supermarkeder.
    Den side tror jeg ikke, jeg har lyst til at forsøge mig med igen foreløbig.