fredag den 12. august 2022

Nethandel er ikke godt!

Nej, jeg er hverken blevet snydt eller udplyndret, eller har fået noget andet eller ringere end det jeg ønskede mig. Jeg er bare frustreret!
     I går aftes fandt jeg nogle fine sylteglas frem,. Jeg havde købt dem meget billigt i et supermarked for et års tid siden, da syltesæsonen var slut og sat dem op til de andre glas. Da jeg hev dem frem, manglede gummiringe og lukkedimser! Det var altså derfor de var så billige! nogen havde hugget det fra pakken. Øv,
     Jeg tog selvfølgelig ned i mit lokale isenkræmmer og spurgte efter sådan nogle - det var nemlig hvad jeg gjorde sidst. Men nej, den slags småting sælger en velassorteret isenkræmmer ikke i vore dage.
     Hjemme igen ville jeg lige finde ud af, om man overhovedet kunne få sådan nogle. Det kunne man sagtens - i en netbutik. Jeg skal bruge to poser gummiringe til mine 12 glas.

I butik 1 er ringene billigere, 12 kr pakken, jeg har stadig brug for to = 24 kr. Men så er der et håndteringsgebyr, når jeg nu køber for under 100 kr. på 39 kr. og fragt. 95 kr. I alt 158 kr. Og de ankommer nok også først på tirsdag.
     Butik 1 tilbyder gratis afhentning ca. 5 timers togtur fra Ugleboet: Vi siger pænt nej tak, det koster nok væsentlig mere end 134 kr.

I butik 2 koster en pose gummiringe 14 kr, to koster så 28 kroner, og dertil kommer porto: 49 kr. I alt at betale 77 kr. Og så tager det 1-2 hverdage, så de ville nok ankomme på tirsdag.
     Butik 2 tilbyder fri fragt, hvis jeg melder mig ind i deres klub, hvor man groft sagt giver dem lov til at kontakte én på alle mulige måder, telefon, email og sociale medier, og til at bruge alle de informationer, de finder der til markedsføringsformål - med andre ord, sælg din sjæl for 49 kroner ... også nej tak til det tilbud.

Det værste ved historien er nok, at det er de her netbutikker, der er skyld i at den lokale isenkræmmer og andre butikker med ikke længere fører den slags småting. Og jeg fatter stadig ikke hvorfor nethandel er vokset så meget. Den fragt er dyr jo, og så tager det tid ... og man kan ikke prøve, klemme, mærke, lugte osv.
     Det hele endte med at Skribenten købte nogle ringe næste dag, hvor han alligevel skulle til København. Derinde er der nemlig butikker, der har den slags - de sender også, men det koster stadig ...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar