søndag den 9. oktober 2022

Sanke og sylte

Mandag cyklede Uglen hjem gennem skoven og ledte efter svampe.
     På diverse sociale medier havde jeg set folk komme hjem med kurvene fulde, og nu ville jeg også forsøge mig. Jeg afsøgte alle de sædvanlige steder, men næh, niks, nej, ingen svampe til mig. Og på birkeengen, hvor jeg altid tidligere har kunnet finde et par birkerørhatte, som sidste udvej, var birketræerne fældet. Og birkerørhatte har nu engang behov for birketræer. Der var én sølle rød birkerørhat. Og den var der en snegl, der havde fundet, så der var ikke mere svamp.
     Lægere inde i tykningen groede nogle meget små Rødsprukne rørhatte, de er her sammen med en poresvamp (nok en flad lakporesvamp). Den skal ikke spises, men pynte. Svampemyggene fløj op i skyer, da jeg plukkede svampene, og de var da også fulde af orm alle sammen.

     Jeg gik trist en anden vej tilbage til min cykel. Og mødte denne her. Jeps Karl Johan i egen majestæt. Han kom med hjem til middag.

Om eftermiddagen tog jeg plukkekassen over armen og gik først en tur og plukkede tjørnebær.

Hjemme i haven plukkede jeg mange forskellige planter.
I bakkerne øverst: Salvie, timian, oregano, laurbær. Udenfor: Nælder
Stort bundt løvstikke, tropæolumblomster
Vild kørvel, Valnødder, Skønhedsøjer x 3.
Regnfan, Hopi-solsikker, frø og kronblade. I bakken: Øhh ... dem brugte jeg ikke.


-- 🌿🌻 --

Nogle af dem her endte i køkkenet, men de her er farveplanter se mere om hvordan jeg brugte dem her hvis du vil.
- Hopi-solsikkerne
- Valnødderne: Kun de grønne skaller endte i farvegryden, selve nødderne blev knækket og spist!
- Vild kørvel: gror normalt kun om foråret, hvor den giver limegrøn til citrongul. Spændende med efterårsvækst.
- Regnfan: den stod der bare, og plejer at give fint gult.
- Skønhedsøjer: Tre slags, Coreopsis tinctoria, Coreopsis Grandiflora og Coreopsis verticillata (staude).Det spændende er her, om de farver lige godt.

-- 🍒🌿 --

Resten af mandagens høst endte i køkkenet. Jeg har fået en ny bog om syltetøjer og den slags: "Pam the Jam, The Book of Preserves", og der er mange spændende ting i der skal prøves.

Tjørnebær er en gammel kending. Den behøvede jeg ikke nogen bog til. En, to, vupti. Tjørnebærgelé.

Så var der masser af krydderurter og et stort bundt løvstikke.


Rens det hele, hak det, tilsæt salt og hak lidt mere. Kryddersalt til vinterens madlavning. .

Og så til den nye, spændende bog. Jeg fandt en tallerkensmækkergelé, da jeg bladrede i den. Skribenten synes godt om resultatet.
Tallerkensmækkerblomster, madæbler, sukker og citroner bliver til tallerkensmækkergelé. Det ser også godt ud!

Kvæder er ikke en ny ingrediens i Ugleboets køkken. Men normalt ender det som kvædegelé. Her er halvdelen af kvæderne - den umodne halvdel.

     De modne blev nemlig til en slags kvædebrød (frugtflæsk - på engelsk Fruit cheese - frugt-ost, det lyder altså ikke særligt appetitligt, synes Uglen). Det bruges som tilbehør til kød, sammen med ost eller som smagsgiver i madlavningen - i stedet for ribsgelé i forloren hare for eksempel. Vi prøvede det sammen med braiserede svinekæber. Rigtig godt!
     Det kan jeg meget bedre lide end frugtflæsk, og det er nemmere at lave og giver større udbytte end kvædegelé. Så resten af kvæderne ender nok også som 'kvædeost' når de er modnet.

En i et glas, en fra en muffinsform.
Der var til 6 'oste' i alt, en fra en muffinsform forsvandt næsten sammen med kæberne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar