Et brød eller to

Normalt indkalder jeg Mini-Max til at lave brød. Det bliver bedre end hvis jeg selv gør det, men i dag var han i skole, og der var ikke noget brød til frokost, så jeg måtte selv i gang.
   3 deciliter speltkerner måles af i mit uundværlige decilitermål, der kan rumme 3 deciliter, og så males de til mel sammen med et par fennikelfrø. Det foregår med min tyske melmølle. Det bliver altså til meget mere, når det males, sådan cirka 5 dl.
   Så skal der vand i. Igen kommer mit uundværlige 3-decilitermål i brug: 2 dl. varmt vand og 4 dl. koldt, så har vandet den rette temperatur. Så tilsætter jeg salt og en teske hvidtjørnethe og en teske hyben, begge dele først malet til pulver. Syren i hybenpulveret får gæren til at virke bedre. Jeg putter også nogen gange sære ting i fra skabet, i dag et drys fiberkost, som drengene ikke gider spise alligevel. Til sidst skal jeg ikke glemme gæren. ½ pakke gær, helst økologisk, og så røres det hele sammen med en dejkrog, det er endnu et af mine uundværlige hjælpemidler i køkkenet.
   Så hæver dejen, uden hjælp fra mig kun med assistance fra en minutur, ellers løber tiden fra mig, og brødene bliver sære. Hvis Skribenten er hjemme, bliver han indkaldt til at ælte.
   For det meste husker jeg at smide en kvart deciliter vand ind i ovnen, når brødene er sat ind, og inden ovnen lukkes. Så hæver de lidt bedre og bliver sprødere.

Når brødene er bagt færdig, kommer de op og stå og køle af på komfuret. Nam-nam.

Knyt hånden og sig nej til dårlig mad

Kronik i Information


Danskerne har valgt maden fra for at bruge deres tid og penge på ligegyldig materialisme. Det er på tide, at vi tager skeen i den anden hånd og lærer danskerne at sætte pris på gode råvarer og lærer dem at lave ordentlig mad. Men at ændre danskernes madvaner er som at sælge dykkerudstyr til nomader i Sahara.

1. september 2009

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Så er vi på den igen: Sundere mad, bæredygtig mad, miljørigtig mad, madpakker eller ej, skolebespisning, forældreansvar, offentlig ansvar og bla-bla-bla.
     Alle snakker i den bedste mening, men ingen spørger, hvorfor vi spiser så dårlig mad. Ved man ikke, hvad problemet er, er den løsning, man kommer med, ikke den rigtige og i værste fald virkningsløs.
     Altså: i 1960'erne antog danskerne et nyt sæt værdinormer til definition af, hvad et godt liv er. Uhørt materialisme blev pejlemærket for det gode liv. Biler, store lejligheder, huse (begge dele gerne langt fra, hvor man arbejder), rejser, tøj, tv og alt det andet tingel-tangel, som intet har at gøre med et egentligt liv. Et sæt værdinormer, som kostede flere penge, end den almindelige dansker havde, hvilket betød, at der skulle to indkomster til at drive et hushold - mod før en.
     Kvinden kom for alvor på arbejdsmarkedet og gik ikke længere hjemme, så næste generation kunne se, hvordan man lavede mad. Ikke alene forsvandt evnen til at lave mad, det samme gjorde viden om råvarerne, evnen til at bestemme deres kvalitet, hvornår de var i sæson, og hvad de skulle koste. Kvaliteten på den mad, der blevet lavet, svandt i takt med det overleverede håndværks forsvinden, og den pose penge, der blev brugt til indkøb, blev næsten usynlig i danskernes budget for at give plads til forbruget af indholdsløse ting, naboen kunne se. 'Jeg har, jeg er', men kun på ydersiden. 1.000 års erfaringer, teknisk viden, fornemmelse og håndværk gik tabt på 40 år. Længere tid tog det ikke for danskerne at smide deres madkultur på møddingen og det i den hellige (uhørte) materialismes navn.

Dårlige undskyldninger
Så den virkelighed, vi står over for, når vi skal få danskerne til at spise sundere, mere miljørigtigt og kvalitativt bedre mad, er, at vi skal motivere en befolkning, der ikke kan lave mad, ikke vil bruge penge på råvarer, ikke ved, hvordan maden skal smage (fordi de har vænnet sig til smagen af det argeste lort, og nu bedre kan lide den frem for rigtig mad) og sidder i et materielt forbrug, der ikke levner en krone til mad.
     Samtidig er der fra danskernes side allehånde undskyldninger for ikke at lave god mad. 'Vi har ikke tid'. Må jeg være fri. Med skide 37 timers arbejde pr. uge holder den ingen steder. 'Det er for dyrt'. Vi bruger mindst af vores disponible indkomst på mad af alle lande i Europa, så det er da det rene pladder. (Det, danskerne vil bruge på mad, er så lidt, at man ikke kan producere fødevarer i Danmark, der er billige nok. Så fortsætter udviklingen ned af bakke som hidtil, tror jeg, danskerne lever udelukkende af importerede fødevarer inden for 10-15 år).
     'God mad tager længere tid at lave'. Ja, når man ikke kan. Kom dog ind i kampen!
     'Vi kan ikke finde de gode varer'. Det er sgu rigtigt, men da der kun er én vare på hylden: Den, der kan sælges, så er det sgu nok fordi, den gode vare ikke efterspørges, at den ikke findes.
     Kort sagt, danskerne har valgt maden fra for at bruge deres tid og penge på noget andet. Det er et bevidst valg, og alle valg har konsekvenser, positive eller negative. Så hvis danskerne er utilfredse med tingenes tilstand på madfronten, så kan de kigge i spejlet. Spis en kiks, tør øjnene, og tag en tår mælk!

Nye værdinormer
At ændre danskernes madvaner med den baggrund, de har, er som at sælge dykkerudstyr til nomader i Sahara. Det kan ikke lade sig gøre. Der er prøvet de sidste 40 år med allehånde tiltag, råd, skræmmekampagner, formaninger og planer. Intet har hjulpet.
     Vi er pinedød nødt til at give danskerne evnen til at lave mad tilbage, give dem viden om råvarer tilbage, give dem råd til at købe kvalitetsvarer og som samfund ændre sættet af værdinormer, så ægte menneskelige værdier står før materialismen. Først når de forudsætninger er på plads, vil tingene ændre sig.
     Skal vi ændre ved noget, må vi først gøre det klart, at det koster væsentligt mere at spise ordentlig mad. Vi skal simpelthen tredoble vores madbudget, hvis vi vil i nærheden af det niveau, man har i Sydeuropa. Er vi ikke villige til det, bliver det en halv løsning. (Desværre ikke noget danskerne er særligt kede af). Den med, at vi kan få billige og gode råvarer samtidig, hvis blot vi får mere konkurrence, er bare det mest stupide, man kan sige. Kun med en meget større pose penge får vi dansk producerede kvalitetsvarer, og det er det, der skal danne grunden under en ny madkultur. Vi skal desuden spise de ting, der er friske i den sæson, vi befinder os i, så undgår vi alt det dér drivhus-pis. Hvor kommer det sludder fra, at vi skal kunne få de samme varer året rundt? Det er totalt ødelæggende for al kreativitet i køkkenet og røvkedeligt. Varen er altid bedst, når den gror på friland!

Politisk vilje
Vi må bruge vores kræfter på at lære børnene at lave mad (dem over 15 er sgu alligevel tabt til dansen om guldkalven). Skolekøkken skal være obligatorisk fra første til 10. klasse, to gange fire timer om ugen. Det skal være et tværfagligt fag, hvor alle aspekter inddrages:
Danskundervisning-læse om f.eks. kartoflen, kemi-hvad sker der, når der kommer smør i mosen?, historie-inkaerne og kartoflen, hungersnød i Irland, parmentier, biologi-bakterier, hygiejne, osv. Et fag, hvor man lærte teknikkerne om råvarerne, dyrkning, hygiejne, opbevaring, konservering (og det betyder ikke, at man kommer ting på dåse). Sæsoner og alt det andet. Vi ville med den rette pose penge stå med den første generation af top-gastronomer i løbet af 10 år. Unge, som ikke ville røre lortemad med en glødende ildtang. Og vi kan, hvis vi vil!
     Det kræver selvfølgelig politisk vilje - ikke bare valgflæsk som skolemad uden penge nok - men vilje til at indrømme, at det samfund, som kom ud af 60'erne ikke var lykken, at materialisme er ved at tage livet af menneskelige relationer, madkultur (kultur i det hele taget) og medmenneskelighed, og at det faktisk er sundere, mere opbyggeligt og langt billigere for samfundet at bruge tiden omkring spisebordet med god mad, end at spilde tiden i bilen med en burger.
     Hvis den politiske vilje så rakte videre end skolekøkkenet og ud til alle dem, som kunne forventes at indtage et eller flere hovedmåltider i offentligt regi, med topmad af lokale varer, efter sæsonens udbud, så ville der være hul igennem til et dramatisk løft i folkesundhed og kæmpebesparelser på sygehus budgetterne. Det kræver det store holistiske overblik, og det ville jo nok være temmelig blåøjet at forvente af den danske politikker: 'Af folket, for sig selv, på taburetten, så længe som muligt og så op i røven med principperne'.
     I Discountdanmark ville det jo unægtelig også hjælpe på danskernes lyst til at købe ordentlige råvarer, hvis de var anderledes prissat i forhold til det skrammel, der købes nu. Man kunne f.eks. momsfritage ferskvarer og lade resten koste, hvad det plejer. Det er mildest talt mærkeligt, at danske politikere synes, at cigaretter og gode fødevarer skal sidestilles, når det gælder afgifter. Lad dog dem, der bruger lortet, betale for det (biler, veje, cigaretter, benzin, trafikradio - jeg hader trafikradio - broer og alt det andet) og giv mulighed for, at dem, som vil købe ordentlige fødevarer og undgå forurening, slipper billigere. Desuden har danskerne et personligt ansvar, som de burde tage gravalvorligt i stedet for at klynke over, at alting ikke bliver gjort for dem. Firmaer, offentlige institutioner, og hvad ved jeg, forventes at sørge for, at danskerne får noget ordentligt at spise (hvilket er ok), uden at de behøver at følge op på noget som helst på hjemmefronten. Hvis man ikke selv kommer ind i kampen, ændrer kosten, forlanger bedre fødevarer og øver sig i at lave god mad, vel at bemærke hver dag, så sker der ikke en skid.
     Den politiske forbruger er ikke en, der køber den bedste tilgængelige vare. Det er en, der ikke køber noget, hvis det allerbedste ikke er på hylderne. Penge er ikke et pressionsmiddel, før det bliver taget fra en forhandler. Når omsætningen har været nul i tilstrækkelig lang tid, fordi den bedste vare ikke var tilgængelig, så skal den nok komme på hylden. Knyt hånden, og sig nej til lort! Altså: Lær dansken at lave mad, bring viden om råvarer og kvalitet tilbage, nye værdinormer i stedet for uhørt materialisme og stenhårdt pres på politikere, som åbenbart er ligeglade. Når de ting er på plads, så ændres tingene - ellers er det bare videre ned af skråplanet mod bunden, og den kommer nærmere hver dag.

Bo Jacobsen er kok og ejer af "Restaurationen"