Lad os se på denne uges tilbud, der gælder fra søndag 1. marts til lørdag 7. marts.
Først en nyhed: Man kan nu vælge 20 tilbud i stedet for 10. Jeg kan på forhånd afsløre, at det ikke bliver relevant for mig.
Vi tager først de to helt umulige kæder:
Brugsen
Der er ikke et eneste af deres 10 tilbud jeg ville vælge, og det er OK at der er sådan i en kæde, jeg aldrig handler i.
365 Discount
Hvis jeg kunne tåle kiwier, ville det være det eneste, jeg ville vælge her. Igen er det OK at der er sådan i en kæde, jeg aldrig handler i.
Så til de mere irriterende kæder. Først SuperBrugsen, en kæde hvor jeg ikke har sat mine ben siden min lokale lukkede i december 2023. Så lige meget hvor gode tilbud der er, vil det tage mig minimum 2 timer og koste ca. 36 kroner for rejsen derhen og hjem igen. Det gider jeg ærligt talt ikke.
Og i denne uge føler jeg mig da heller ikke fristet:
SuperBrugsen
Hvis jeg tog derhen, ville jeg købe tre pakker rejer: (18 kr. sparet) og en pakke toiletpapir (12 kr. sparet); det vil sige, at jeg skulle bruge mindst 2 timer på at spare 30 kr. - det er da en dårlig timeløn ;)
Kvickly er den eneste af kæderne der ligger der hvor jeg normalt kommer, og hvor jeg køber ind, dog mindre og mindre efterhånden som de varer jeg kommer efter, udgår eller forringes uden at blive billigere.
Kvickly
Først de varer, jeg ikke valgte:
- Rugmel: For 117. gang - mindst. Jeg hverken køber eller bruger rugmel, og jeg får den som personligt tilbud ca. 24 gange om året, det er næsten hveranden uge!
- Øl: For 117. gang - mindst. Jeg hverken køber eller drikker øl.
- Marabou-bar: Nej tak, jeg er laktoseintolerant, så ikke det mindste fristende her, heller ikke denne gang.
- Økologisk rørsukker: Det er rent Økologi ... og - og for dyrt. Selv på tilbud er det næsten tre gange så dyrt som almindelig sukker. Prøv med noget økologisk roesukker til en rimelig overpris.
- Naturli' smørbart: Vi tager lige ingredienslisten: Rapsolie, vand, sheaolie, kokosolie, MANDELSMØR, salt, gulerodsjuice, emulgator (lecithin), citronsaft, naturlig solsikkeoliearoma. Der mangler ifølge mig en omgang store bogstaver her: GULERODSJUICE. Jeg kan ikke tåle gulerødder eller mandler, hvorimod helt almindeligt smør indeholder så lidt laktose, at det er OK i selv store mængder for mig.
- Änglamark Granola: For ikke at tilsætte for meget sukker og bevare den søde smag, er ÆBLESAFTKONCENTRAT den 2. ingrediens på listen, så nej tak.
- Änglamark æg: Vi har høns, og de er selv på tilbud dyrere end øko-æg fra discountbutikken, så nej tak.
Så dem, jeg valgte i denne uge; hele tre varer:
- Pålægschokolade: Måske køber jeg en enkelt af hver, vi har lidt på lager, men de forsvinder måske, hvis jeg ikke gør, og så er der helt sikkert til påskefrokosterne.
- Øko kylling: Også måske, vi har lige købt kylling i 'red maden'.
- Pasta: Endnu en måske-vare.
Som man kan se, er det alt i alt en sørgelig omgang. Denne uge er desværre på ingen måde ekstraordinær, sådan har det været hele 2026.
Det, der undrer mig mest, er faktisk de mange, mange gengangere af varer, som jeg aldrig nogen sinde har købt. Hvorfor det?
Så som jeg har sagt så ofte før så vælger jeg alt, der måtte være relevant. Altså: er der bare der den mindste chance for, at jeg eller ægtemanden kunne finde på måske at stoppe det i kurven, så bliver det valgt. Så får vi da den besparelse med, men heller ikke i 2026 bliver de "personlige" tilbud noget, jeg kommer til at planlægge mine indkøb efter.




