For nogle uger siden havde jeg en
aftale i en stor by. Jeg kom i god tid, knap en time for tidligt, for det var snevejr, og tog og busser var mindre forsinkede, end jeg havde regnet med. Så jeg tænkte at jeg godt kunne nå et par indkøb. Det første indkøb var hurtig overstået,
butikken havde nemlig lukket pga ombygning. Jeg manglede også nogle
småting, som var udsolgte eller ikke på lager i min lille by, så dem
tænkte jeg, at jeg kunne købe her. Først gik jeg i Tigeren. De
havde noget af det, billigt, men tilsvarende dårlig kvalitet.
Boghandleren havde det samme, bare i en superluksusudgave; og jeg
betaler ikke mere for en notesbog end for et fint måltid på en
restaurant, altså! Så gik jeg i et stort supermarked, der reklamerede
med, at de havde det hele. Det havde de også, men sikke et rod; der var
ikke priser på, tingene lå hulter til bulter ... jeg fandt heldigvis en
pristjekker. Begge varer var rimelige i pris, og notesbogen oven i købet
på tilbud. De var begge den sidste af deres slags. Der var flere
notesbøger, men kun lyserøde!
Nu var der tyve minutter til min
aftale, så jeg stillede mig i kø. Der var TO kasser åbne, og alenlange
køer. Nå ja, min aftale er jo lige rundt om hjørnet og ned af en
sidegade, måske tre minutter, det kunne jeg nok nå.
Ti minutter
senere havde den helt nyansatte i kassen ekspederet en eller to kunder,
og det var det samme i den anden kasse. Der kom en ansat forbi, og jeg
spurgte, om han ikke kunne åbne en kasse mere. "Jeg forsøger," svarede
han og løb afsted mod venstre. Lidt senere kom han forbi igen, denne
gang tættere på kassen, og en mand spurgte om det samme og fik samme
svar. Jeg kiggede på klokken ... fem minutter igen. Da jeg kiggede op,
stod han og hjalp en af de to kunder i scan selv kassen. Jeg så mig
fortvivlet om.
Der var en udvej! Udgang uden betaling, Klager & Kundeservice
stod der på et skilt over en udgang. "Jeg går derhen," tænkte jeg, "og
lader dem passe på varerne til jeg kan komme igen og betale." Henne ved
døren blev jeg lynhurtigt lukket igennem af en smilende ung mand. Men så
... der stod mindst tyve mennesker med numre i hænderne og ventede på
betjening, og bag disken en eneste træt og modløst udseende ung mand.
Hvad nu? Jeg gik gennem mylderet hen mod udgangen og nummerautomaten. Så tænkte jeg "Pokker stå i det!" og gik bare ud, stadig med mine
ubetalte varer synligt i hånden. Der skete ingenting, der var intet, der
bippede, og ingen der råbte efter mig.
Jeg ilede over vejen,
ned ad sidegaden og op ad trappen, og nåede lige at putte varerne i
tasken inden mit navn blev råbt op.
Og så vågnede jeg. Pyh! er det virkelig så let at blive forbryder?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar